Velkommen til debat-siden

Regler for læserbreve på denne side og i Faxe Bugten:
Indlæg længere end et halvt A4 ark skrevet med almindelig skrift (12 punkt) bliver ikke bragt.
Læserbreve modtaget uden navn og fuldstændig adresse, vil ikke blive bragt.
Læserbreve påføres navn og adresse her og i avisen, hvis ikke meget specielle forhold gør sig gældende.
På grund af begrænset plads i den trykte avis. er det ikke alle læserbreve der bliver plads til.

Ældre indlæg finder du HER

Vil du deltage i debatten?
Send en mail til redaktionen@faxebugten.dk
eller brug vores skema
3. september Svar til Mikael Jensen Knud Erik Hansen
2. september Fortielser om nyt erhvervsområde Mikael Jensen
2. september Fra 100 km/t til 0 km/t på et sekund Erik Dalhoff
1. september I gør nar af os Birgit Rosgaard
1. september Faxekvinder - red liv Kræftens Bekæmpelse
26. august Tak for "hjælpen" til lægehuset på Rønnedevej Jørgen Sølund
26. august Terslev skole lukker i 2013 Morten Bernsdorf

Svar til Mikael Jensen

Svar på læserbrev fra Mikael Jensen, Rønnede - Fortielse af væsentlige oplysninger. (se læserbrevet nedenfor/redaktionen):
Mikael Jensen, Gl. Næstvedvej i Rønnede, har i et læserbrev beskyldt direktør Kirsten Jakobsen og mig for at fortie væsentlige oplysninger om lokalplanlægningen for det kommende erhvervsområde i Rønnede. Faxe Kommune holdt et møde med Mikael Jensen, fordi han ejer en del af den jord nordvest for Rønnede, hvor byrådet vil etablere et nyt erhvervsområde. Formålet med mødet var at høre Mikael Jensens syn på projektet, inden lokalplanforslag skal gøres færdigt i løbet af efteråret.
I den indledende fase, som projektet er i nu, deler vi ikke alle interne oplysninger. Vi er blandt andet ved at undersøge forskellige muligheder for udstykning af grunde, vejadgang og finansiering. Indtil videre holder vi disse undersøgelser for os selv, fordi de har indflydelse på kommunens økonomi, og fordi det ikke er dem alle, der bliver til noget i den sidste ende. Når byrådet har behandlet sagen første gang, vil disse undersøgelser blive tilgængelige for alle, ligesom der kommer en ny offentlig høringsfase i forbindelse med lokalplanen.
Baggrunden for lokalplanen er, at byrådet arbejder på at etablere erhvervsområdet for at skabe nye arbejdspladser i kommunen, og vi har bestilt COWI til at komme med et veldokumenteret bud på en erhvervsprofil for området. I den forbindelse har de bl.a. talt med erhvervslivet og investorer, og gennem COWI‚s analyser har vi fået nye input og ny viden, som vores planlæggere er ved at tænke ind i planen.
Til november skal byrådet tage stilling til et forretningskoncept og et forslag til lokalplan for erhvervsområdet. Disse to ting hænger tæt sammen. Når vi vælger at satse på bestemte brancher eller konkrete virksomheder, vælger vi selvfølgelig også at indrette lokalplanen, så disse virksomheder kan eksistere i området. Jeg vil dog gerne pointere, at vi fortsat ønsker en god dialog og gerne tager store hensyn til naboerne i området og til omgivelserne i øvrigt.
Knud Erik Hansen
Borgmester

Til toppen


Fortielser omkring det nye erhvervsområde

Det nye erhvervsområde - fortielse af væsentlige oplysninger
På et møde d. 28. juni fortiede borgmesteren og direktør Kirsten Jacobsen væsentlige oplysninger vedr. det nye erhvervsområde, selvom Faxe Kommune havde udarbejdet et forslag til lokalplan.
D. 28. juni var jeg indbudt til møde med borgmester Knud Erik Hansen og direktør Kirsten Jacobsen ang. det nye erhvervsområde ved Rønnede. På dagsorden var gennemgang af sagen som den står nu, samt kommende skridt i forløbet. Borgmesteren oplyste, at nu påbegyndte Faxe Kommune arbejdet med en lokalplan og Faxe Kommune ønskede et konstruktivt samarbejde med de berørte lodsejere. Der blev også åbnet op for alternative vejføringer.
Efterfølgende har jeg via aktindsigt konstateret, at der allerede d. 16. juni 2010 (12 dage før mødet) forelå et udkast til lokalplan indeholdende store og væsentlige ændringer, der i høj grad vil berøre mig som lodsejer og nabo til erhvervsområdet. F.eks. skal jeg afgive ca. dobbelt så meget jord i forhold til de tidligere planer ligesom byggehøjden øges fra 8,5 meter til 18 meter. Endvidere øges bebyggelsesprocenten fra 50 til 60%.
Efter min opfattelse har den øverste ledelse på mødet tilbageholdt væsentlige informationer, der har stor betydning for mig som lodsejer og nabo. Jeg har efterfølgende spurgt borgmesteren hvorfor han fortiede disse oplysninger. Argumentet er, at han først får kendskab til detaljerne, når sagen kommer i økonomiudvalget eller byrådet.
Når Faxe Kommune indkalder mig som lodsejer til møde, hvor de selv har sat agendaen, finder jeg det rimeligt at antage, at deltagerne på mødet, herunder både Borgmesteren og især fagdirektøren for planafdelingen har forberedt sig til mødet, og har kendskab til sagens status. Endvidere var planafdelingen bekendt med mødet.
Det er meget svært at have nogen form for tillid til Faxe Kommune i denne sag og tilsyneladende er møderne i bedste fald spild af tid.
Mikael Jensen
Gl. Næstvedvej 60,
Rønnede

Til toppen


Fra 100 km/t til 0 km/t på et sekund

Det var overraskende og stærkt nedslående at læse i Faxe Bugten, at biblioteket i Karise (og Rønnede samt Fakse Ladeplads) nedlægges HELT. Dels afskæres borgerne i kommunens yderområder HELT det ENESTE nære kulturtilbud, fra den kommune som de betaler deres skat til. Ikke engang en udbringningsordning kan det øjensynligt blive til.
Dels fremstår erhvervs- og kulturudvalget helt og aldeles forblændet af muligheden for at spare noget der ligner 1/16 del af det samlede budget - altså en minimal besparelse med en stor risiko for at være baseret på luftkasteller og ønsketænkning hos både eksterne konsulenter, kommunens embedsmænd, og udvalgets politikere.
Den risiko løber udvalgets medlemmer åbenbart gerne, uagtet at den aktuelle debat både lokalt, nationalt og internationalt handler om at højne vores vidensniveau- ung som gammel. Noget som danske biblioteker er noget nær verdensmestre i.
Det er simpelthen nødvendigt for bare at opretholde det samfund, som vi har brugt århundreder på at få skabt. Og med bibliotekerne snakker vi altså om kultur og videnstilbud på lavpraktisk og lettilgængeligt niveau i et utal af former til alle borgere uanset baggrund. Ikke om højkulturel kunst i svært tilgængelige og uforståelige samlinger... ikke om mindesmærker for politikere med store ambitioner... næh - ægte, ærlig og upartisk brugbarhed.
Hvis udvalgets medlemmer på et senere tidspunkt ytrer sig undrende over børn, unge og ældres dårlige adfærd og manglende forståelse for både kommunens forvaltning og samfundet som helhed - så taler udvalgets medlemmer med to tunger. De har nemlig selv trådt på udviklingsbremsen!
En skuffet bruger af Karise bibliotek
Erik Dalhoff
Karise

Til toppen


I gør nar af os

Til Erhvervs- og kulturudvalget:

Først ta’r I vores Bibliotek og Borgerservice fra os - så gør I det meget værre ved at vifte os om næsen med en pose penge som vi kan bruge til en times højtlæsning eller lignende. Det er da at gøre nar af os.
Birgit Rosgaard,
Birkevej 10 B
Rønnede


Faxekvinder - red liv

Kvinder skal ikke smide invitationen til screening for livmoderhalskræft i skraldespanden. Desværre bliver mere end 1 ud af 4 kvinder i Faxe ikke undersøgt for livmoderhalskræft. Og det kan koste liv.
Jeg har netop fået tal, der viser, at kun 73 procent af kvinderne i Faxe Kommune bliver undersøgt for forstadier til livmoderhalskræft.
Og det er især de yngste kvinder, der ikke bliver undersøgt. Ser man samlet på Region Sjælland, er det kun 53 procent af kvinderne mellem 23 og 24, der er blevet undersøgt for forstadier til livmoderhalskræft.
Sagen er jo desværre den, at også yngre kvinder rammes af livmoderhalskræft. Også selvom de er HPV-vaccinerede, hvilket dog nedsætter risikoen betydeligt.
Og sygdommen kan være fatal. Både fordi der er en relativt stor dødelighed, men også fordi de, der
overlever sygdommen desværre ofte får betydelige skader, som de skal leve med resten af livet. Blandt andet kan mange kvinder ikke få børn, som følge af behandlingen.
Men møder man op til undersøgelserne, kan man opdage forstadierne til kræft og gennem et relativt simpelt indgreb gøre kvinden rask.
Derfor opfordrer jeg kvinderne - ikke mindst de yngre - i Faxe til at tage imod det gode tilbud om screening, når invitationen dumper ind af brevsprækken.

Formand for Kræftens Bekæmpelse Faxe Lokalforening
Peer Mogensen
Orupgade 20
Orup

Til toppen


Tak for „hjælpen“ til lægehuset på Rønnedevej

Den 18. august blev jeg pludselig dårlig, trykken for brystet og åndenød. Problemet tog til, for at spare tid bad jeg min hustru om at køre mig til Falck Stationen på Rønnedevej. Det viste sig at stationen var ubemandet. Smerter og åndenød tog til og jeg bad min hustru at køre til Lægehuset på Rønnedevej i Faxe, der er nabo til Falck.
Min hustru løb ind receptionen hvor hun bad sekretæren og den læge der kom til stede, om akut hjælp - dette blev afvist med besked om at man havde patienter og at vi skulle køre til lægehuset i Rønnede, hvor vi hører til. Min hustru spurgte hvad hun skulle gøre hvis jeg mistede bevidstheden/livet og svaret var ring 112!
6 minutter senere ankom vi til lægehuset i Rønnede, min hustru løb til receptionen og bad om akut hjælp, få sekunder senere stod læge Morten Winterreik og en sygeplejeske hos mig, jeg blev hjulpet ind på en briks monteret med EKG og det blev konstateret at jeg havde en blodprop i hjertet.
Morten Winterreik meddelte at det ville blive en tur til Rigshospitalet til en ballonudvidelse og stent. Der blev omgående slået alarm til Falck, givet morfin etc. og få minutter efter var Falck fremme og behandlingen påbegyndt i samarbejde med Rigshospitalets Hjertecenter. Helikopteren fra Ringsted leverede
supplerende indsprøjtning på parkeringspladsen ved P2 Møbler og så gik turen i ambulance til Rigshospitalet, fra Køge Bugt området, med politi-eskorte.
På Rigshospitalets Hjertecenter ventede et team, der omgående gik i gang med operationen. 45 minutter senere var det hele overstået - jeg var smertefri og i gode hænder.
Der blev ydet en meget professionel og imponerende indsat af lægehuset i Rønnede, Falck og Hjertecenteret på Rigshospitalet og senere Køge Sygehus. Til trods for den dramatiske situation en rigtig god oplevelse - jeg har været meget heldig.
Jeg har lært at man i lignende tilfælde - altid skal ringe 112 uden at tøve.
Men jeg oplevede et svagt led i kæden: Lægehuset på Rønnedevej i Faxe - Jeg håber ikke at man her afviser den næste person der beder om akut hjælp, måske er hun eller han ikke så heldig som jeg. Måske er der en læge her, der har glemt sit lægeløfte?
Jørgen Sølund,
Faxe Ladeplads

Til toppen


Terslev skole lukker i 2013

I weekenden kunne man læse, at Borgmesteren og Uddannelsesformanden ikke mener, at Terslev skole lukker, men det må da være en spådom, som de knapt selv tror på.
Men jeg vil gerne sige at Terslev skole lukker i 2013. For 1 1/2 år siden kunne både Borgmesteren (dengang formand for Børne- og Familieudvalget) og Uddannelsesformanden se en kæmpe tilgang af børn i Haslev området. En tilgang der var så enorm, at der skulle bygges en ny skole.
Hvor de børn er blevet af, ved vist kun de 2 herrer, men der er ikke mange der har set alle de børn og nu fyrer de dagplejere primært i Haslev, grundet manglende børn. Det kunne måske være, at den enorme børnetilgang også var en spådom, som dog ikke holdt.
Begrundelsen for at nedlægge skolerne for 1 1/2 år siden, gør det ikke muligt at bibeholde Terslev skole efter 2013, det vil simpelthen ikke være økonomisk rentabelt for Uddannelsesudvalget og de ville i 2013 kunne nedlægge Terslev skole og stort set sætte Terslev eleverne ind i klasser i Haslev og derved spare hele Terslevs skolebudget, en løsning som de ikke kan tillade sig at fravælge.
Dette er de 2 herrer og Forvaltningen udmærket klar over, det kan og vil de bare ikke melde ud på nuværende tidspunkt, det vil først blive annonceret lige op til 1. december 2012. På det tidspunkt vil det ikke være muligt for borgerne i Terslev at oprette en friskole i området, det skal nemlig anmeldes senest 15. august året før opstart.
Grunden til at det gøres på denne måde er al den ballade der har været om opstarten af Spjellerup Friskole, hvor Karise skole i nærmest paniske udmeldinger har følt sig svigtet af Faxe Byråd, p.g.a. at de ikke fik det antal elever som lovet. Dette har Uddannelsesformanden i øvrigt bakket dem op i, ved at udtrykke at det var en økonomisk vanvittig beslutning at sælge bygningerne til friskolen.
Spjellerup kan prise sig lykkelige over, at det er lykkedes dem at bibeholde deres lokale skole og derved et aktivt lokalområde, men for os i Svalebæk og Terslev er det en forpasset situation. Vi bliver lukket ned, uden mulighed for selv at starte noget op i områderne. En meget atypisk Venstre politik i øvrigt.
Dette er ikke noget postulat, det er kendsgerninger som I i Terslev er nødt til at forholde jer til og som forhenværende leder af Terslev Ungdomsklub, siger jeg dette I bedste mening. I en tid hvor der mangler klubtilbud i Haslev området, vælger Faxe kommune så at lukke Terslev ungdomsklub, et af de eneste klub tilbud i Haslev området, det indikerer bare at beslutningen om at lukke Terslev skole i 2013 er taget.

Morten Bernsdorf
Henriettelundvej 3
Haslev

Til toppen